Konkrete manifestationer vs. kærlig intention

Man kan utroligt meget ved hjælp af tankens kraft og intention

Men der er stor forskel på at manipulere og kontrollere udfaldet af situationer, og på at bruge tankens kraft med kærlighed og åbent hjerte for det højeste gode.

I perioder af mit liv har jeg forsøgt med tankens kraft at manipulere situationer og udfald, fordi jeg er bevidst om, hvad ens intentioner kan medføre.

Eksempler på dette kan være helt basale, som at det tog du gerne vil med venter på dig, når du kommer til perronen, eller at den parkeringsplads du godt lige kunne tænke dig, er fri, når du har brug for den. Eller større ting som at komme ind på den uddannelse, du ønsker eller få drømmejobbet. 

Men når det tog istedet kører fra dig eller alle parkeringspladser er taget, at du ikke kommer ind på uddannelsen eller får jobbet – og du står tilbage med følelsen af, at manifestationen og det du havde planlagt ikke er lykkedes, så føles det som nederlag og fyldes med frustrationer. Hvorfor sker der ikke en masse godt, når jeg nu har fokuseret på denne ting, gør jeg noget forkert?

En ubalance

Jeg har kunnet mærke en ubalance i de manifestationer, fordi det egentlig har føltes mere som manipulation. Derfor har jeg spurgt mine engle og universet om, hvordan jeg bedst kan bruge mine intentioner. Og få ro og bedre kunne læne mig tilbage og nyde livet i stedet for at forcere.

Budskabet jeg har fået ned og mærket ind i er, at møde livet med kærlighed og accept af de ting, der sker for mig og omkring mig. At når jeg stoler på, at alt nok skal løse sig, og på at universet passer på mig, så er jeg fuldt ude tilstede og har muligheden for at nyde livet, også selvom det ikke altid går som jeg havde forestillet mig.

Så når toget kører fra mig, bruger jeg den ekstra tid til at se på mine omgivelser. På at høre lidt god musik, og på at komme ned i gear istedet for at skynde mig afsted. Når parkeringspladsen ikke er ledig, sætter jeg bilen et nyt sted. Og får set en ny gade eller område. Når jeg ikke kommer ind på den uddannelse, jeg havde forestillet mig, eller får det job jeg søgte, så åbnes der andre døre. Døre som måske er endnu bedre for mig, end jeg kunne forestille mig. Når tingene ikke går som planlagt, bliver jeg ved med at stole på, at universet vil åbne op for mig med det, der er godt for mig.

Universet guider

Jeg bliver ved med, at mærke ind i mig selv og stole på, at universet guider mig. Så istedet for at manipulere udfaldet, så bed om at de døre, der er gode for dig åbnes. Og at hver situation du kommer i fyldes med kærlighed.

Istedet for at forsøge at forcere udfaldet af dit liv, og istedet for at forsøge at manifestere konkrete ting, så bed om at dit liv må fyldes med kærlighed. Og hav tillid til at du bliver guidet i den retning, der er den bedste for dig.

Jeg stoler på at loven om tiltrækning er til stede altid. Og at jo mere jeg elsker og accepterer, jo mere kærlighed, ro og klarhed kommer der ind i mit liv.

Hjertelig hilsen

Anne

Tags

top