GLÆDELIGT NYTÅR ❤️

2019 bliver et år ved ekspansion, stor udvikling og glæde der pibler frem

De sidste par dage har været intense med følelsesmæssige ups and downs. Stille og roligt har vi sagt farvel til 2018, hvor vi har været konfronteret med vores inderste sårbarhed og stærke dybfølte ønsker.

Eller faktisk er det sket i en vældig fart. Og det er grunden til, at mange har mærket følelsesmæssige udsving i en stor pærevælling af frustration, sårbarhed, vrede, glæde, nysgerrighed og lykke. Vi har i glimt set, hvad 2019 byder på af udadvendthed og positivitet, set fremad i spænding.

Jeg har mærket de mange energier, og det har vekslet mellem dyb forvirring og sårbarhed og så total klarhed og kærlighed.

Vores udvikling tager fart

Alle mennesker på jorden er lige nu i gang med en ekspansion og en højnelse af energifrekvens. Det kan føles overvældende, men det hjælper lidt at vide, hvad det handler om. Nemlig at vi alle åbnes for kærligheden på et højere plan end nogensinde før. Og det kræver tilvænning i krop og sind.

Alle mennesker åbnes for kærligheden på et højere plan end nogensinde før.

Når vi åbner os for kærlighed, så kræver det en indre udrensning, hvor vi siger farvel og giver slip på gamle uhensigtsmæssige mønstre, karma og frygt. Og det er især det, 2018 har handlet om.

Temaerne for 2019

Temaet for 2019 bliver i større grad, at alt det vi har lært om os selv og hinanden, skal integreres og ud at leve. Al den visdom og kærlighed, du har fundet frem til i 2018, begynder du at kunne mærke slå rødder her i det nye år. Et år hvor vi skal groundes, og stå stærkt i os selv. Jo mere grounded vi er, jo højere op kommer vi. Op til din højere visdom, dit højere selv, din sjæl. Hvorfra du i større og større grad kan komme til at leve et liv i harmoni og samhørighed med det, der er din spirituelle livsbane.

Du vil også mærke, at dette år også handler om at dyrke det nære, at værne om de mennesker der er i dit liv. Give kærlighed og omsorg, også når energierne og humøret går op og ned.

Vi vil mærke emotionelle udsving, især i starten af året, så her er det vigtigt at blive på egen banehalvdel og blive ved med at agere ud fra hjertet. Når følelserne løber afsted med dig, så giv dig selv tid til at mærke indad, så du har dig selv med og møder dine omgivelser fra et roligt og kærligt sted.

Alt begynder at blomstre

De første måneder af året bearbejder vi stadig alt det, der skete i vores indre og ydre i 2018. Så der går nok lidt tid, før du kan mærke forskellen energetisk og i dine omgivelser.

Men når foråret kommer, og naturen springer ud, så gør dit indre det samme. Og du vil begynde at kunne mærke en mere dybfølt glæde og klarhed.

Mærk efter i dit hjerte

Hvor vil du gerne hen? Hvad drømmer du om? Det er et godt år til at så dine frø for fremtiden. Dette skal altid gøres fra hjertet, fra et kærlighedsfyldt sted. Så du tiltrækker det, der er det bedste for dig.

Du kan bruge lidt tid her i den første uge af 2019 på at mærke efter og skrive ned, hvad dine dybeste ønsker for dig, dine omgivelser og for fremtiden er.

Skriv dine dybeste håb og ønsker ned for det nye år.

Da jeg gik i gang med min egen liste, tunede jeg ind på mit hjerte. Og herfra har jeg beskrevet mine Nytårs forudsigelser for mit parforhold, min livsbanekarriere og min spiritualitet og sind.

Det bliver et spændende år. Og jeg glæder mig til at se, hvad det har at byde på for både dig og mig.

Tak for i år, og jeg håber på at møde dig igen eller for første gang i løbet af dette kærlige, kreative og udviklende år.

Jeg ønsker dig et kærlighedsfyldt og lykkebringende 2019 ❤️❤️

Hjertelig hilsen

Anne

 

Tags

top