Elsk dig selv | Spejløvelse

Elsk dig selv | Spejløvelse

Se dig selv i spejlet hver dag og sig højt, hvor meget du elsker dig

Ved at elske dig selv sætter du en healing igang, som både healer din krop og dit sind. I starten kan det være svært, at se sig selv i øjnene med kærlighed. Især hvis du ikke er vant til, at give kærlighed til dig selv. Men med hver dag, der går, så vil du mærke kærligheden vokse inden i dig.

Hvert menneske fortjener denne kærlighed. Jeg øver mig i, at elske mig selv hver dag… For ca. 4 år siden begyndte jeg på spejløvelsen. De første par gange jeg så mig selv i øjnene, blev jeg meget rørt og fik tåre i øjnene. For det var svært, og føltes ikke som sandt. Det var en hård følelse, fordi jeg måske egentlig troede, jeg elskede mig selv. Efter 2-3 måneder med øvelsen, kunne jeg pludselig mærke, at “jeg elsker dig“, var en sandhed. Jeg begyndte at se, hvordan mine øjne begyndte at skinne mere og mere med de små kærlighedserklæringer til mig selv. I dag føler jeg dybtfølt kærlighed til mig selv, og jeg laver stadig spejløvelsen. Fordi det at se sig selv i øjnene med kærlighed er healende for hjertet, og du kommer i god kontakt til dig selv, din krop, sind og sjæl.

Jo mere kærlighed du giver dig selv, jo mere kærlighed kan du give til andre. Det er det hele værd.

Om at elske sig selv og andre helhjertet

I mange år troede jeg, jeg kunne elske et andet menneske, selvom jeg ikke elskede mig selv. Flere gange har jeg sagt jeg elskede, men det var som om der manglede noget, og det føltes ikke dybfølt.

Tanken om at man ikke kan elske andre, før man elsker sig selv, er lidt skræmmende. For du føler jo, du elsker din familie, kæreste, mand, kone og venner. Og tanken om at du skal elske dig selv først, det kan ikke være rigtigt, det er simpelthen for hårdt. Men kærligheden til andre kan bare ikke være helhjertet, hvis kærligheden til dig selv mangler.

Der er så mange af os, der render rundt, og lidt mangler den selvkærlighed. Efter jeg har arbejdet med at åbne mit hjerte og elske mig selv dybfølt, har jeg oplevet, hvordan kærlighed kan føles, når du har åbnet dit hjerte.

Jeg kan mærke, hvordan jeg elsker på en ny måde. Fordi jeg kan gå ind i relationerne i mit liv fra et trygt, roligt og kærlighedsfyldt sted. Når du arbejder med at åbne dit hjerte, kan du bruge følgende meditation. Sig den til dig selv i løbet af dagen med lukkede øjne, og hav intentionen om at fylde dit hjerte med kærlighed:

“Kære Gud/Univers, jeg åbner mit hjerte for dig, og beder dig om at fylde mit hjerte med kærlighed. Jeg ønsker at den kærlighed, jeg oplever, må fylde mig op og strømme ud igennem mig til mine omgivelser.”

Sig disse sætninger, højt eller inden i dig selv. Mærk så, hvordan dit hjerte og din krop fyldes af kærligheden fra Universet, der strømmer ind i dit hjerte. For hver dag der går vil denne kærlighed føles mere og mere naturlig for dig, og lade dig op. Denne kærlighed healer dit hjerte, så du lige så langsomt, kan give slip på dine gamle følelser og overbevisninger om, at du ikke er værd at elske selv. For det er du.

Hjertelig hilsen

Anne

top